HISTORISK OVERSIGT
AF JOURNALIST TRINE GREGORIUS:
TRINE GREGORIUS VAR ANSAT SOM LIVREDER PÅ STRANDEN I SOMRENE 1983 OG 1984

STRANDEN ÅBNER:

Klokken var 7 om morgenen, da de unge livreddere den 19. juni 1932 bød de første gæster velkommen til Storkøbenhavns og Nordsjællands splinternye, arkitekttegnede strandanlæg: Bellevue Strandbad.
Da dagen var omme, kunne strandbadets daglige leder Kaptajn Høyer og hans næstkommanderende Inspektør Aage Jensen notere, at 12.000 nysgerrige havde besøgt strandbadet - men kun 1.500 havde løst badebillet. At så få følte sig kaldet til at afprøve de avancerede faciliteter: omklædningskabiner, garderober, osv. Skyldtes slet og ret, at det var hundekoldt.
Politiken skrev dagen efter: 20/6 - 1932:


"Kølig premiere for Isbadet ved Bellevue
Kun 1500 københavnere vovede at gå i vandet fra de nye badekabiner.
Det var ikke temperatur til ispinde i går, langt mindre dukkerter i Øresund, og "Bellevue Strandbad" fik ikke den premiere, som det burde have haft med storm på badekabinerne og vrimmel af badegæster på stranden."

Egentlig fandt premieren sted allerede dagen før, 18. juni, hvor Bellevue Strandbad blev indviet i overværelse af 50 særligt indbudte, prominente gæster anført af statsminister Thorvald Stauning.
Statsministeren havde allerede inden, det fornemme anlæg stod færdig, taget aktivt del i en offentlig debat, der bølgede, om badning fra den adskilte sydlige del af stranden, som det nye anlæg ikke omfattede. Der var slet og ret sat et gitter op for at forhindre adgangen mellem syd og nord.
Diskussion handlede om "fribadning". Med fribadning mente man omklædning i Guds frie natur. Den slags uanstændigheder brød man sig ikke om i 30'erne. Det var en del af baggrunden for, at man byggede det store anlæg på nordstranden, hvor man mod betaling tilbød kabiner til anstændig omklædning.
Men da anlægget stod færdigt udgjorde sydstranden et problem og man forudså, at folk valfartede til den "gratis" ende og skiftede til badetøj i al offentlighed. Derfor forbød man badning fra sydstranden.
Stauning mente, at det var noget pjank og talte varmt for, at man tillod badning, hvis folk enten selv medbragte telte til at klæde om i eller at man foranstaltede udlejning af telte til formålet.
Så da portvinen var drukket og kransekagen budt om anden gang, nævnte statsministeren da også fribadningen i sin hyldesttale til strandbadet. Det stod klart, at Stauning ikke havde tænkt sig at helme, før forbudet blev ophævet. Det skete 11 dage efter. 20. juni 1932 besluttede man at tillade "badning fra telte" - medbragt eller lejet for 20 øre. Politiet blev pålagt at føre nøje tilsyn og de, der ikke badede fra telt, skulle have en bøde på 50 kr.
Statsministeren fik på grund af sin aldrig svigtende interesse for københavnernes bademuligheder opkaldt parkanlægget ved nordstranden efter sig. Det går nu under betegnelsen: "Staunings plæne."


IDEEN

N.A.N. Sørensen og P. N. Knudsen var driftige forretningsfolk. Sørensen var direktør på margarinefabrikken "Kronborg" i Helsingør, hvor man også fremstillede iscreme. P.N. Knudsen ejede "Kronborg" tillige med den fynske margarinefabrik "Dana."
Sørensen og Knudsen fik en ide, dannede et konsortium og opsøgte kommunalbestyrelsen i Gentofte.
De foreslog kommunen, at man ryddede arealerne på stranden i Klampenborg og anlagde et nyt stort badeetablissement. De smed 150.000 kroner på bordet til projekteringen, der bl.a. skulle omfatte et antal garderober og kabiner til omklædning. Garderobeafgiften på 25 øre pr. badende skulle tilfalde konsortiet, der også skulle have eneret på salg af is og konfekture fra stranden.
Driften af strandbadet skulle helt og holdent skulle varetages af konsortiet, der også skulle ansætte personalet - herunder den daglige leder. Den gamle villa, der allerede lå på grunden, skulle anvendes som administrationsbygning og bolig for strandens inspektør, næstkommanderende og deres respektive fruer.
Kommunen bed til bolle, underskrev en lejeaftale med de to herrer på 15 år og byggeriet kunne gå i gang.


ARKITEKTEN

Tre arkitekter deltog i den konkurrence, der blev udskrevet, om udformningen af det nye Bellevue. Konkurrencen havde ganske bestemte retningslinier, men den unge arkitekt Arne Jacobsen havde langt mere vidtgående ideer, der også omfattede en omlægning af Strandvejen og et større parklignende anlæg.
Selve anstalten rummede plads til 14.000 badegæster om dagen, der skulle betjenes af 15 mennesker fra store centrale garderober i forbindelse med 198 omklædningskabiner. Dertil kom kioskbygninger, bruseafsnit, badevagttårne, osv.
Disse ideer begejstrede de kommunale politikere i en sådan grad, at de valgte at se bort fra de andre indkomne forslag.
19. april 1932 var arbejdet i fuld gang og Politiken havde følgende forbeholdne kommentar om anlægget, som det tegnede sig halvt færdigt:


"Straks da arkitekt Arne Jacobsens projekt til et stort anlæg med omklædningsrum fremkom, syntes mange, at her var den helt rigtige løsning, men nu hvor cement-kasematterne vokse op på de grønne plæner nord for Bellevue Strandhotel, får man sine betænkeligheder. Oppe fra Strandvejen og fra udsigtsplateauet, der, hvor det gamle badehotel lå, vil man ganske vist ikke overhovedet ikke kunne se selve badeanstalterne, men de badende selv, de, der har lejret sig på selve sandstranden, vil i stedet for den smukke græsskråning se op imod et vidtforgrenet net af baderum."

Generelt lød der dog betydeligt mere positive toner overfor projektet efterhånden som det skred frem og da det stod færdigt regnede superlativerne ned over Arne Jacobsen og hans badeetablissement. Storslået, en attraktion af hvilken der vil gå internationalt ry, genialt osv.
En reporter fra Københavns Amts Avis havde afprøvet systemet fra en af omklædningskabinerne og anmeldte faciliteterne:


"Så snart en badegæst har hængt sit tøj op på en bøjle, puttet skotøjet i en tilhørende pose og hængt hatten i et bånd, der er fæstet til bøjlen, giver han signalet til personalet ved at skubbe en rød plade gennem væggen. Betjeningen tager da mod tøjet gennem en luge, svøber et stykke papir om garderoben og leverer et nummer med bånd, som badegæsten skal hæfte til stroppen på badedragten. På den måde tager omklædningen kun nogle få minutter, og kabinen er så fri til den næste."

Bellevue Strandbad stod færdig til aftalt tid og hvad der måske er endnu mere opsigtsvækkende: budgettet holdt på kroner og ører.


DEN FØRSTE SOMMER

Efterhånden som vejret blev bedre, blev Bellevue Strandbad det helt store tilløbsstykke. Da solen kom frem og temperaturen steg væltede badegæsterne ind. Det klingede ikke kun i margarinekonsortiets kasse. Også det store Bellevue Strandhotel, der lå på plænen midt mellem sydstranden - den gratis strand - og strandbadet - betalingsstranden - havde kronede dage.
Den 4. juli kunne direktør, Peter Sørensen, meddele, at 6.000 gæster havde besøgt hans strandhotel før solnedgang. Hvad de fortærede, melder historien ikke noget om.
Bellevue Strandbad blev hurtigt stedet, hvor de kendte og dem, der gerne ville være det, kom.
Formiddagsaviserne og ugebladene kappedes om at bringe sladderreportager fra det interessante badeliv, der udfoldede sig. Alle, der var noget ved teatret, balletten eller slet og ret musikken kom på Bellevue. Også repræsentanter fra regeringen lod sig se. Både Justitsminister Zahle og hans kollega socialminister Steincke lod sig forevige af nysgerrige fotografer. Kændisfeberen steg til uanede højder, da "neger"sangerinden Josephine Baker i selskab med en greve nød en julidag på stranden.
Sommeren igennem slog antallet af badegæster konstant nye rekorder og man solgte i snit 10.000 is om dagen. Visse dage - af gode grunde oftest om søndagen - var tilstrømningen så voldsom, at man måtte lukke for adgangen midt på dagen, selvom flere tusinde stod i kø for at komme ind.
Hvor der er mange mennesker, er der mulighed for at gøre gode forretninger. Det fik bl.a. Ekstra Bladet øje på. Bladet arrangerede en "solbrændthedskonkurrence," der løb af stablen på Bellevue Strandhotel. Den unge skuespillerinde Marguerite Viby overrakte præmierne til den mest brune: 100 kroner og "Bellevue-pokalen." Forinden havde de 102 deltagere promeneret kuløren på stranden.
Ekstra Bladet skrev 26. juli 1932:


Efter badeledelsens opgørelse havde den "brune parade" på nordstranden godt 10.000 tilskuere…og ved det "brune bal" på Bellevue Strandhotel var alt optaget. Mange måtte gå forgæves.

Dagbladet Politiken gav gratis svømmeundervisning og B.T. arrangerede en surfriding-konkurrence.
Statsbanerne solgte kombinerede jernbane- og badebilletter og på billetsalgene kunne man bl.a. få oplyst, om strømforholdene tillod badning.
Da sæsonen sluttede 1. september, havde 200.000 mennesker købt badebillet. Ganske vist antydede direktør Sørensen, en strandens to lejere, at det nærmest var en underskudsforretning. Men han undlod at komme ind på, hvor stor omsætningen også havde været på is, slik, frugt og hvad han og direktør Knudsen ellers solgte på stedet. Han nøjedes med at konstatere: "Jeg er forretningsmand."


ÅRENE EFTER:

For at imødekomme badegæsternes krav om supplerende underholdning, opførte man i 1935 en kolossal vandrutschebane. Fra et ca. 15 meter højt trætårn kunne man kure ad en bugtet sliske beklædt med voksdug ud i vandet. Rutschebanen blev dog ikke den succes, man havde regnet med. Den var mildt sagt grim og skæmmede stranden. Få år efter blev den revet ned igen.
I 1936 blev Bellevue-teatret indviet. Forud var gået flere års tovtrækkerier med bl.a. ejeren af Bellevue Strandhotel, Peter Sørensen. Han ejede den grund hotellet lå på og havde planer om at udvide. Konsortiet, der stod bag planerne om teaterkomplekset med tilhørende restaurant var rasende over Sørensen planer. De hævdede, at et større hotel ville snuppe havudsigten for teaterrestaurantens gæster - et aktiv man ellers havde kalkuleret med. Sørensen svarede igen, at han da ikke ville rette sig efter, hvad en konkurrent mente han burde gøre eller ikke gøre med hans egen grund.
Men enden på det blev, at Sørensen opgav sine byggeplaner og Bellevue Teatret inklusiv restaurant med havudsigt kunne åbne 15. juni 1936.
Alt hvad der kunne krybe og gå i dansk teater var til premieren på en sommerrevy med datidens store stjerner Liva Weel og Johannes Meyer som de bærende kræfter.
Med opførelsen af teateret, restauranten og ejendomskomplekset Bella Vista manglede nu kun et 80 meter højt tårn som vartegn, før arkitekt Arne Jacobsens planer for hele området var ført ud i livet.
Tårnet blev aldrig bygget.
Under og umiddelbart efter besættelsen blev der i lange perioder udstedt badeforbud, hvilket blev markeret med et rødt flag. Vandet var flere steder i landet forurenet af kolibakterier, herunder også Øresund, man frygtede en tyfusepidemi og det var tyskernes skyld!
Kredslæge Bondo udtalte til B.T. 18. juli 1945:


"…at vandet er inficeret er en kendsgerning, og så længe vi har tyske flygtninge her i landet og så længe deres udtømmelser skal løbe ud i Øresunds vand, så længe er der fare for paratyfus-epidemier."

I 1946 havde man repareret kloakkerne og det blev atter tilladt at bade. Samme år etablerede man en finsk badstue på stranden, der efter beskrivelsen blev:


"en overordentlig succes."

På en sommersøndag, 11. juli 1949, hvor "fluepapiret," som københavnerne nu havde døbt Bellevue, var allertættest besat, tømte et skib sine tanke for smøreolie direkte ud i Øresund. 2000 mennesker blev klistret ind i den tykke, sorte olie, der drev som en bred bræmme ind til kysten. Badningen blev stoppet og inspektør Jensen og hans livreddere måtte uddele 72 liter benzin og flere hundrede pakker vat, så gæsterne kunne få renset kroppe og badetøj. Til alt held - for stranden i hvert fald - drev olien væk med nordvestenvinden hen under aften.
Problemet med spildolie fortsatte dog i flere år efter. Stranden måtte jævnligt lukkes og kombineret med et par solskinsmæssigt ringe somre, betød det en overgang store økonomiske tab for bl.a. strandhotellet og ikke mindst Gentofte Kommune, der atter ejede stranden efter margarinekonsortiets 15 årige lejekontrakt var udløbet.
Strandbadet havde i 1952 driftsudgifter for 150.000 kroner og et underskud på grund af manglende entreindtægter skulle dækkes af skatteborgerne i Gentofte. Ekstraregningen blev på 63.000 kroner.
I 1950 åbnede en ny skibsrute mellem Bellevue og Malmø. En lang mole, der strakte sig fra midten af sydstranden, havde også tidligere været anløbsbro. Men den nye rute til Sverige blev et tilløbsstykke og folk stod i kø for at reservere billetter.
En ny attraktion, en vandskiskole, så dagens lys i juni 1951. Det fik aviserne til at sammenligne Bellevue med Hollywood og Miami Beach. For 80 kroner kunne man få 10 lektioner i den "smarte, nye, amerikanske vandsport." En skarp konkurrent til de eksisterende vandcykler, der var knapt så fikse.
I 1954 vakte det stor forargelse og skabte endnu større overskrifter både her og i broderlandet, da en svensk skoleklasse og deres lærere mødte op på stranden i en ordentlig brandert. Det viste sig at være stærkt overdrevet. Der var udelukkende tale om almindelig kåd adfærd, som nogle ældre badegæster havde forvekslet med "fylderi."
Bellevue havde generelt stor mediebevågenhed og B.T.s lystige reporter Bro Brille lod sig en sommerdag i 1955 forklæde som livredder for at "afdække" sandheden om jobbet: Romantik eller realitet. Han konstaterede, at jobbet som livredder er hårdt og til tider også kedeligt arbejde. Han havde sat næsen op efter at spille helt og modtage beundrende blikke fra badende ungmøer - i stedet blev han sat til at rense stranden for tomme flasker.
I 1957 fyldte Bellevue Strandbad 25 år og inspektør Åge Jensen gav jubilæumsinterviews til diverse aviser og kunne meddele, at 3.200.000 mennesker var gået gennem tælleapparaterne i den forgangne periode.
Mange af tidens "diller" er startet på Bellevue, da den vestindiske cha-cha-cha berømthed Eric Smith i 1959 gjorde reklamefremstød for sin nye single "Cha-cha-cha-balls" (hvilket i en nutidig oversættelse betyder noget helt andet, end det formentlig gjorde den gang), var ugebladene straks på pletten for at fotografere den svingende, dansende ungdom.
En fotomodel lod sig i 1964 forevige i Ekstra Bladet topløs på stranden ved Liseleje. Baggrunden var en sag fra USA, hvor en unge kvinde var blevet tiltalt for kun at være iført bikiniunderdelen på en offentlig strand.
Gentoftes politimester Brix blev spurgt, hvad der ville ske:


"…når den første barmfrie badedragt - allerede i produktion og snart i handelen - dukker op på Bellevue?"

Brix svarede, at han ville anse det for at være mod den offentlige velanstændighed og sømmelighed:


"Der kan ikke være tvivl om, at vi vil skride ind over for den første barmfrie pige på Bellevue. Det normale ville være, at hun fik et bødeforlæg, men i dette tilfælde vil vi antagelig rejse tiltale ved retten for at få domstolenes syn på sagen…"

Året efter i foråret 1965 kunne Ekstra Bladet bringe et billede fra Bellevue af en ung kvinde med bare bryster. Ingen skred ind.
I 1970 nedlagde man betalingssystemet og fjernede hegnet mellem nord- og sydstranden. Der vi nu gratis adgang for alle til hele arealet. Mange af det gamle strandbads faste gæster var i oprør. En rasende gentofteborger forlangte engangsbilletterne og abonnementssystemet genindført. Han skrev bl.a.:


"Det er især den pludselige invasion af forskellige asociale befolkningsgrupper på stranden, der virker så generende på almindelige badegæster. Forskellige danske og udenlandske "hippie"-grupper, som aldrig før har vist interesse for badning, samles nu i store, støjende selskaber på stranden, slår dagen lang på trommer, spiller højt på transistorradioer, dyrker nøgenbadning og forlyster sig en gang imellem med samlejer på strandbredden…Jeg har personligt oplevet, hvordan inspektør Larsen blev truet med klø fra hippier, da han bad dem samle deres affald op fra sandet og lægge det i papirkurven…"

Lige meget hjalp det. Bellevue Strandbad forblev åben for alle - inklusiv hippier og nøgenbadere.
Bellevue Strandhotel havde for længst lagt de gyldne dag bag sig. Hotellet var i 1973 utidssvarende og ikke nogen god forretning og i juli blev det revet ned for at give plads for store grønne arealer. I 1974 fremstod Bellevue Strand fra nord til syd som et hele og som man kender den i dag.